Episodes

  • Første kørestolsbruger nogensinde sendt i rummet

    Første kørestolsbruger nogensinde sendt i rummet
    Dec 22 2025
    Den tyske rumingeniør Michaela Benthaus, der arbejder for Den Europæiske Rumorganisation (ESA), blev den første kørestolsbruger til at rejse forbi Karman-linjen, der bruges til at markere overgangen til det ydre rum.
    Det skriver blandt andre CNN.
    Det skete lørdag morgen, da hun steg ombord en Blue Origin New Shepard-rumkapsel i Van Horn, Texas i USA.
    "Jeg har altid ønsket at komme ud i rummet, men jeg har aldrig rigtigt betragtet det som noget, der faktisk var muligt," fortalte hun til CNN før sin afgang.
    Den i dag 33-årige Michaela Benthaus fik ødelagt sin rygsøjle tilbage i 2018, da hun var involveret i en mountain bike-ulykke.
    Over for CNN røber hun, at hun havde været i tvivl om, hvorvidt hendes handicap var for voldsomt til at komme i rummet, inden det lykkedes hende at få en plads om bord på Blue Origin-rumskibet sammen med fem andre passagerer.
    På en sådan smuttur med New Shepard oplever de rumrejsende få minutters vægtløshed, og Michaela Benthaus brugte en særlig rem til at holde hendes fødder bundet fast, mens hun svævede op fra kørestolen og fik et glimt af Jorden gennem rumskibets vindue.
    "Jeg elskede virkelig udsigten og fasen med vægtløshed, men jeg elskede også turen opad. Det var så cool at føle hvert trin i opsendelsen," fortalte hun efter rumrejsen.
    Efter sit rumeventyr vil Michaela Benthaus forsøge at bruge sine erfaringer til at gøre oplevelsen bedre for fremtidige rumturister og astronauter, der er i samme situation som hende.
    Den Europæiske Rumorganisation (ESA) har i flere år arbejdet på at gøre rumfart mere repræsentativ, hvilket vi her på Videnskab.dk tidligere har omtalt i artiklen 'Rumagentur optager nu astronauter med fysisk handicap'.
    Show More Show Less
    2 mins
  • Kan fotografiet stadig samle os i en splittet verden?

    Kan fotografiet stadig samle os i en splittet verden?
    Dec 22 2025
    Vi er i København, i december for præcis 68 år siden. Køen til Charlottenborg på Kongens Nytorv snegler sig helt ud til Nyhavn. Folk i tusindtal vil se den nyåbnede fotoudstilling 'The Family of Man (som på dansk hed 'Vi mennesker').
    Udstillingen viste dokumentariske sort-hvide fotografier fra hele verden af menneskers grundvilkår gennem tilværelsen: fødsel, skolegang, familiedannelse, arbejde, leg, død, krig, sorg og håb.
    På bagkant af Anden Verdenskrig og med truslen fra Den Kolde Krig ville den demonstrere, at menneskeheden trods alt var én stor familie.
    'The Family of Man' blev den mest besøgte fotoudstilling i historien. Den turnerede verden rundt fra 1955 til 1963 og blev i den periode set af mere end ni millioner mennesker i 28 lande, heriblandt Danmark.
    I dag lever vi (igen) med et nyt geopolitisk trusselsbillede. Hver dag flyder medierne og smartphonens feed over med billeder af krige og kriser, som rykker tættere på. Empatien slides af de mange krigsbilleder. Ukrainekrigen er på vej ind i sit femte år, mens følelsen af sammenhold i Europa og økonomisk såvel som humanitær solidaritet med Ukraine er under pres.
    Har fotografiet en funktion på den baggrund? Kan fotografiet stadig minde os om det, vi deler?
    Ja, er min påstand.
    Ved at genbesøge modtagelsen af 'Vi mennesker' i København i disse dage for 68 år siden, bliver man mindet om, hvordan fotografiet er et fælles sprog, vi mennesker deler med hinanden. Og om at netop fotografiet kan skabe sammenhold og medmenneskelighed i svære tider.
    'The Family of Man' bestod af 503 fotografier fra 68 lande, og udstillingen var udtænkt af direktøren for Museum of Modern Art i New York, fotografen Edward Steichen.
    Han ville skabe et fotografisk epos, der kunne samle mennesker over hele verden i en insisteren på, hvad der forener os som mennesker fremfor det, der splitter. På tværs af kulturer og nationer. Verdens bedste dokumentarfotografer deltog.
    Udstillingen var uhørt moderne designet for sin tid. For at gøre den så levende som muligt, var mange billeder utraditionelt ophængt; i loftet, lagt på gulvet, på stativer. Et foto af to gamle mennesker, der gynger, var ophængt i to lange kæder, så det selv kunne gynge.
    Det var boghandleren Mogens Staffeldt og fotografen Bror Bernild, der havde sørget for at få udstillingen til Danmark. Den blev en kæmpe succes, og den blev lovprist af de danske anmeldere, der ikke var vant med fotoudstillinger - læs mere om anmeldelserne i boksen nedenfor.
    Den globale blokdannelse mellem øst og vest, som havde tegnet sig efter Anden Verdenskrigs afslutning, var blevet en del af folks hverdag. Noget man levede med og ikke følte sig ansvarlig for.
    Udstillingen mindede om, at det til syvende og sidst er mennesker, der står bag udviklingen, bag krig og undertrykkelse, og bærer ansvaret for historiens gang.
    Også de unge, der var opvokset med mindet om kz-lejrene og i frygten for en kommende atomkrig, var anfægtede. Politiken udskrev en essaykonkurrence for unge i forbindelse med udstillingen. 550 sendte ind.
    "Jeg har set, at vi alle er mennesker. At buskmanden elsker og sørger som jeg selv. At vi alle har samme rettigheder og pligter," skrev den dengang 14-årige Arne Herløv Petersen. Han vandt konkurrencen sammen med den to år ældre Erik Thygesen. Begge blev senere kendte forfatterprofiler.
    Udstillingen blev til midt under Den Kolde Krig. Fronterne mellem 'dem' og 'os' var trukket hårdt op overalt i verden, så for Edward Steichen gjaldt det om at bygge bro.
    Udstillingen forholdt sig ikke idylliserende eller negligerende over for krige og kriser. Den viste fattigdom, ensomhed og krigens ødelagte landskaber og menneskelige ofre fra Den amerikanske borgerkrig over Anden Verdenskrig til Koreakrigen.
    Udstillingens eneste farvefotografi var stort og forestillede en atomprøvesprængning. Billedet havde en central placering på udstillingen.
    Hele sidste sekvens var tilegnet børn over hele verden, som leger, griner og frydes ved sæbebobler, en stjernekaster eller den...
    Show More Show Less
    7 mins
  • Vidner til vold: Nej, vi ser ikke kun passivt til

    Vidner til vold: Nej, vi ser ikke kun passivt til
    Dec 22 2025
    Millioner af mennesker verden over har set videoen af Ahmed al-Ahmed, en 43-årig grønthandler, der lykkedes med at overmande en af gerningsmændene på Bondi Beach i Sydney.
    En solstrålehistorie i mørket efter masseskyderiet, der ramte familier under fejring af en jødisk højtid.
    En heroisk handling, der er blevet hyldet i hele verden.
    Har du nogensinde tænkt over, hvad du selv ville gøre i en nødsituation, hvor andre er i fare?
    I 1964 blev den 28-årige bartender Kitty Genovese voldtaget og stukket ned i New York.
    37 mennesker var til stede uden at gøre noget, hed historien.
    Folk var oprevede over mordet, og forskere satte i gang med at undersøge, hvorfor folk ikke gjorde noget gennem en række eksperimenter.
    Forskerne konkluderede, at det afgørende var, hvor mange folk der var vidner til overgrebet. Jo flere der så det, jo mindre ville folk hjælpe.
    Tilskuer-effekten kalder man det. At jo flere der er til stede, når vold sker, desto mindre er sandsynligheden for, at vi hver især griber ind.
    Hvis kun en eller to personer ser et overfald, er der større sandsynlighed for, at de vil gøre noget, end hvis tre eller flere ser det, blev konklusionen fra forskerne.
    Men siden er både forskningsforsøget og resultaterne blevet gennemhullet som en si, siger Marie Rosenkrantz Lindegaard. Hun er professor i sociologi ved Vrije Universiteit Amsterdam og har forsket i menneskers reaktion på vold i offentligheden i mere end et årti.
    Forskerne, der udbredte tilskuer-effekten, gik nemlig ud fra en antagelse om, at folk ikke griber ind, baseret på Kitty Genovese-mordet, og lavede deres studier ud fra det.
    Men politirapporten fra Kitty Genovese-mordet har sidenhen vist, hvad man ikke tog højde for i 1960'erne.
    Selve voldtægten og mordet på Kitty Genovese foregik i en trappeopgang, der ikke nødvendigvis var synlig for de mennesker, der var til stede.
    Der var også mange tilskuere, der troede, at de så et kærestepar skændes og gik af den grund ud fra, at det ikke var alvorligt nok til, at der skulle gribes ind.
    Nyere forskning har fundet frem til andre konklusioner om vores opførsel, når vi er vidne til vold og fare.
    Studier af farlige og aggressive situationer viser generelt, at antallet af tilskuere er ligegyldigt for, om folk griber ind, siger Marie Rosenkrantz Lindegaard.
    Det afgørende er i stedet sociale relationer.
    "Det absolut vigtigste er relationer og forbundethed med det sted eller de mennesker, som er involverede. Det har en effekt, som man inden for eksperimentel litteratur næsten ikke ville tro, er så stærk."
    Et studie af 81 voldsepisoder i København mellem 2010 og 2012 via videooptagelser fra Københavns Politi viser, at man er 20 gange mere tilbøjelig til at gribe ind, hvis man har et kendskab til de involverede personer eller stedet, hvor det sker.
    Følelsen af ansvar for at gribe ind stiger, hvis vold og overgreb sker lokalt i for eksempel supermarkedet eller på togstationen.
    Forskere fik adgang til 219 overvågningsvideoer fra Amsterdam, Lancaster og Cape Town.
    Marie Rosenkrantz Lindegaard har været med til at lave studiet, hvor forskere har analyseret de voldelige hændelser, for at se om folk griber ind og i hvilken grad.
    Studiet konkluderede, at folk i 90 procent af tilfældene griber ind i situationer, hvor fare er på færde.
    I mere ekstreme tilfælde, som røverier, griber folk ind i halvdelen af tilfældene.
    "Der er forskel på, hvilken type vold vi har med at gøre, så det er selvfølgelig svært at generalisere, men det er faktisk overraskende mange, der griber ind, selv i livsfarlige situationer," siger Marie Rosenkrantz Lindegaard.
    I 2017 var der en eksplosion i Londons undergrund. I en tid, hvor terrortruslen i London var høj, kunne man gå ud fra, at folk ville gå i panik.
    Men et studie af 40 togpassagerers reaktion viste, at mange forholdt sig i ro, og at folk i stedet indtog forskellige roller af ansvar.
    "Der er noget instinktivt, som foregår i de fleste mennesker i nødsituationer. De aflæser situationen og finder den rolle, der passe...
    Show More Show Less
    4 mins
  • Fluer kan også få feber

    Fluer kan også få feber
    Dec 22 2025
    Det var søndag morgen, og min seksårige søn August og jeg var endnu en gang taget på Naturhistorisk Museum i Universitetsparken i Aarhus.
    Lillesøster Gry var ikke med, for hun lå derhjemme med feber, og August og jeg havde på vejen i bilen talt om, hvorfor vi får feber, når vi bliver syge.
    Fænomenet må have rumsteret i hans hoved, for så snart vi nåede hen til udstillingen med insekterne, spurgte han: "Faaar, får fluer feber?"
    Svaret er måske endnu mere overraskende end spørgsmålet selv.
    For ja, fluer får faktisk feber under infektion, selv om de er vekselvarme og derfor ikke kan skrue op og ned for deres egen kropstemperatur.
    I dag ved vi, at feber skyldes immunforsvarets forsøg på at bekæmpe virus eller bakterier, og der er stadig flere beviser for, at feber er et decideret gavnligt fænomen.
    For at forstå, hvordan fluer og andre koldblodede dyr overhovedet kan få feber, og hvorfor det er vigtigt at finde ud af, må vi skrue tiden tilbage til starten af 1970'erne.
    Dengang mente flertallet af læger, at feber var et skadeligt symptom på infektioner. En slags uhensigtsmæssig fysiologisk reaktion, der var dårlig for patienten.
    Derfor behandlede de som oftest den forhøjede temperatur med medicin såsom paracetamol og aspirin, der kunne reducere den igen, og på den tid var blevet let tilgængelige midler på markedet.
    Den unge amerikanske fysiolog Matthew J. Kluger var dog overhovedet ikke enig i den tilgang.
    Han mente, at feber ikke kunne være en fejl, når det var noget, alle kendte pattedyr fik, ja faktisk hvert og et, zoologer og biologer nogensinde havde undersøgt.
    Han tænkte i stedet, at det ville være meget mere logisk, hvis feber var en naturlig og måske beskyttende del af vores immunforsvar.
    Han vidste bare ikke, hvordan han skulle dokumentere det.
    Den amerikanske ørkenleguan er et ganske smukt firben med gråbrune skæl og et brunt netlignende mønster på ryggen og siderne.
    Det cirka 40 centimeter lange firben er almindeligt i ørkenområder i det sydvestlige USA, hvor det lever af farverige blomster, velduftende urter og små frugter.
    Det er også et yndet forsøgsdyr blandt biologer og fysiologer, da det er billigt at anskaffe og let at holde i fangenskab, og i 1973 købte Kluger en hel koloni af ørkenleguaner, for han havde fået en ide.
    Kluger ville undersøge, om også vekselvarme dyr får feber under infektion, og hans logik bag studiet var forankret i basal evolutionslære.
    Hvis både pattedyr som mennesker og krybdyr som ørkenleguaner fik feber, måtte begge dyregrupper med høj sandsynlighed have nedarvet evnen fra en fjern fælles slægtning.
    Hvis det var rigtigt, ville feber have været bevaret hele vejen igennem evolutionen helt tilbage fra tiden, før pattedyr overhovedet opstod som dyregruppe for cirka 200 millioner år siden.
    Det ville være et tungt argument for, at feber er en gavnlig affære.
    Evolutionslæren fortæller os nemlig, at hvis en egenskab eller et reaktionsmønster er en ulempe, så vil evnen forsvinde gennem dyrets måde at udvikle sig på hen over årene.
    Omvendt bevarer vi nyttige træk og reaktioner, da de ofte vil give en overlevelsesfordel.
    Kluger og hans kolleger vidste, at ørkenleguaner ikke kan ændre deres kropstemperatur ved egen kraft.
    Derfor besluttede de at bygge et flere meter langt bur, hvor en radiator varmede den ene ende op til cirka 45 grader, imens et køleelement regulerede den anden ende til omkring 32 grader.
    Fordi buret var langt, skabte de på denne måde en såkaldt temperaturgradient, hvor temperaturen langsomt steg igennem hele burets længde.
    Ørkenleguanerne kunne således frit vælge den temperatur, de helst ville opholde sig i, og herved også vælge deres egen kropstemperatur.
    Til at starte med lukkede Kluger og hans team en gruppe raske ørkenleguaner ind i buret.
    Efter nogle timer målte de dyrenes kropstemperatur, og det stod hurtig klart, at ørkenleguanerne ikke bare vilkårligt vandrede rundt i buret.
    De havde snarere en klar og ensartet præference for, hvor de opholdt sig for at opnå den kropstempera...
    Show More Show Less
    8 mins
  • Spinkelt håb for isbjørnen: Dens DNA kan tilpasse sig klimaforandringer

    Spinkelt håb for isbjørnen: Dens DNA kan tilpasse sig klimaforandringer
    Dec 22 2025
    Det ser sort ud for Arktis' hvide bjørn.
    Inden 2050 vil to tredjedele af alle isbjørne være forsvundet, og når århundredet slutter, vil verdens sidste isbjørn formentlig være død, hvis forskernes prognoser får ret, og klimaforandringerne fortsætter.
    Men nu har engelske forskere muligvis fundet et spinkelt håb: Isbjørnenes DNA ser ud til hurtigt at kunne tilpasse sig den nye virkelighed med varmere klima, mindre is og en anden type føde.
    Det skriver Phys.org i en pressemeddelelse.
    Forskere fra University of East Anglia, England, har sammenlignet DNA fra isbjørne i det nordøstlige og sydøstlige Grønland, hvor klimaforandringer sker hurtigere.
    De kunne se en mærkbar forskel i de to populationers såkaldte 'hoppende gener' - en slags DNA-stykker, der kan flytte sig rundt i arvemassen og skabe mutationer.
    Det viste sig, at der var mere aktivitet i de hoppende gener hos de sydlige isbjørne, der er hårdere ramt af klimaforandringer, og forskerne så en forskel i de gener, der har med varmestress, aldring og stofskifte at gøre.
    "Fundet er vigtigt, fordi det for første gang viser, at en unik gruppe isbjørne i den varmeste del af Grønland bruger 'hoppende gener' til hurtigt at omskrive deres egen DNA, hvilket kan være en desperat overlevelsesmekanisme mod den smeltende havis," siger Alice Godden, der er hovedforfatter på det nye studie.
    Forskerne påpeger dog, at det på ingen måde betyder, at isbjørnen er sikret mod at uddø, da klimaforandringerne stadig er en enorm trussel mod dens overlevelse.
    Forskernes næste skridt bliver at undersøge og sammenligne flere af de 20 populationer af isbjørne, der findes verden over.
    Show More Show Less
    2 mins
  • Gamle macho-normer hænger tæt sammen med viljen til krig

    Gamle macho-normer hænger tæt sammen med viljen til krig
    Dec 22 2025
    Går du ind for krig?
    Det spørgsmål virker næsten indlysende at besvare. Selvfølgelig gør du ikke det.
    Går du ind for krig, hvis dit land er ved at blive invaderet?
    Det er straks et helt andet spørgsmål, hvor langt flere vil være tilbøjelige til at støtte en forsvarskrig, der skal sikre hjemlandets selvstændighed.
    Nu viser et studie blandt 1.000 briter, at nogle ikke behøver ret mange mellemregninger, før de går fra nej til det første spørgsmål og ja til det andet.
    Sociologerne bag studiet konkluderer, at rigide maskulinitetsnormer er blandt de stærkeste psykologiske drivkræfter bag støtte til krig.
    Blandt britiske mænd, der støtter følgende udsagn, er paratheden til at gå i krig udtalt:
    "En mand bør være klar til at bruge vold for at forsvare sin kone og sine børn."
    "En mand bør være klar til at bruge vold for at forsvare sig selv mod fornærmelser."
    "Når det kommer til stykket, har manden ansvaret for at forsørge sin familie."
    De støtter med andre ord en maskulin voldsnorm, hvor mænd skal forsvare deres familie med magt.
    Det ligger dem heller ikke fjernt at støtte op om en autoritær leder. Og så er flertallet mænd, som samtidig stemmer en smule mere til højre fra midten end gennemsnittet.
    Sociologerne bruger udtrykket 'maskulinitetsbaseret vold'.
    "Jeg synes det er enormt interessant, at de lykkes med at sætte fokus på krig som noget værdimæssigt og psykologisk, i stedet for krig som geopolitiske spændinger mellem nationer," siger Isabel Bramsen, der er fredsforsker og lektor på Lund Universitet og har læst studiet for Videnskab.dk.
    I en tid med stigende politisk fokus på oprustning og krig i Europa - så er studiet ikke helt irrelevant, siger hun.
    Sofie Rose, der er postdoc på Center for War Studies på Syddansk Universitet, er enig:
    "Krige og kriser skaber ængstelighed, frygt og polarisering. Her bliver kønsnormerne ofte meget rigide."
    Det nye og anderledes ved studiet er fokusset på psykologiske markører som maskulinitet.
    Ofte ville lignende studier i høj grad fokusere på ideologi, når de leder efter bevæggrunde til at støtte krig, ifølge forskerne bag.
    Forskerne lykkes også med at finde betydelige forskelle i svarene alt efter de bestemte holdninger og værdier:
    Personer, som tilslutter sig 'maskulinitetsbaseret vold' med normer om dominans og brug af vold, er markant mere tilbøjelige til at støtte krig.
    Lidt svagere er forbindelsen mellem autoritær underkastelse og støtte til krig, men stadig meget relevant.
    Derefter kommer radikalisering, politisk ideologi, hvor højrefløjsvælgere oftere støtter krig, og så køn: Mænd støtter mest op om krig.
    "Det kommer ikke bag på mig. Det er noget, man allerede forholder sig til teoretisk. Men det er interessant, at de kan finde samme mønstre i deres statistik," siger Isabel Bramsen.
    Hun forklarer, at maskulinitet ret åbenlyst spiller en rolle i international politik.
    Det kan være i Donald Trumps tale til det amerikanske forsvar. Eller de mange billeder af Putin som en rigtig mand, der rider på hest i bar mave eller poserer med et stort våben.
    Sofie Rose, der forsker i køn og krig, fremhæver andre studier, der også har forsøgt at kaste lys over, hvordan viljen til krig opstår i et samfund.
    Hun nævner et studie fra 2000, hvor der findes en ret tydelig sammenhæng mellem lav ligestilling mellem kønnene i et land og hyppig engagement i krige.
    Studiet viser, at en højere andel kvinder på arbejdsmarkedet i et land reducerer markant sandsynligheden for, at landet engagerer sig i en international konflikt:
    Forskerne estimerer, at en fem procents stigning i kvinders andel af arbejdsstyrken er associeret med, at landet bliver næsten fem gange mindre tilbøjeligt til at bruge militær magt internationalt.
    I et andet studie fra 2020 undersøges det, hvordan vold går fra hjemmet ud i samfundet og over i krige.
    Forskeren konkluderer, at de sociale og kønsbestemte normer, sociale strukturer og magtforhold, der tillader eller legitimerer vold i hjemmet og i samfundet og fungerer som grobund for vold på høj...
    Show More Show Less
    6 mins
  • Hvordan fungerer kvantecomputeren Magne?

    Hvordan fungerer kvantecomputeren Magne?
    Dec 21 2025
    Når din gamle computer prøver at køre det nyeste spil, kan du næsten høre, hvor hårdt den kæmper. Blæserne hyler, grafikken hakker, og alt går i slowmotion.
    Noget lignende sker, når konventionelle computere - alt fra din laptop til verdens største supercomputere - prøver at simulere naturens mindste byggesten. Det vil sige, når de beregner, hvordan elektroner, atomer og molekyler opfører sig.
    Disse systemer følger kvantemekaniske regler, som er helt anderledes end dem, konventionelle computere bruger. Derfor bliver simuleringerne af disse kvantesystemer hurtigt enorme, langsomme og upræcise.
    Det er lidt som at forsøge at bygge en avanceret maskine i spillet Minecraft, hvor blokkene ikke helt kan det, du har brug for. Du kan finde løsninger, men ofte ender det som et kludetæppe af workarounds, fordi spillets regler ikke matcher det, du vil skabe.
    Og det er her, kvantecomputeren Magne kommer ind i billedet. Den skal drives af virksomheden QuNorth her i Danmark for at give forskningsmiljøer og virksomheder i Norden adgang til kvantehardware i verdensklasse.
    Magne er designet til at regne ud fra de samme fysiske love, som naturen selv følger på nano- og atomskala. I stedet for at tvinge klassiske bits til at efterligne kvanteverdenen, giver Magne os mulighed for at beregne den på dens egne præmisser.
    En klassisk computer arbejder med bits, der enten er 0 eller 1 - ligesom en lampe, der enten er tændt eller slukket.
    En kvantecomputer bruger i stedet kvantebits, eller qubits, som følger kvantemekanikkens regler og derfor kan noget fundamentalt andet.
    Det er især to kvantemekaniske egenskaber, der gør kvantecomputere helt anderledes end konventionelle computere:
    superposition
    sammenfiltring
    En qubit kan være i en kombination af 0 og 1 på samme tid - det kaldes for superposition. Det betyder, at kvantecomputeren ikke kun arbejder med enkelte tal, men med et helt rum af mulige tilstande, som kan bearbejdes samlet.
    Det giver adgang til en langt større "regneplads", end konventionelle bits kan tilbyde (læs mere i faktaboksen nedenfor).
    Denne måde at repræsentere information på er helt anderledes end i konventionelle computere - men den giver ikke i sig selv hurtigere beregninger. Først når superpositionen udnyttes aktivt i en algoritme, kan den give en reel fordel.
    Sammenfiltring er den anden centrale kvanteegenskab. Når qubits bliver sammenfiltrede, kan man ikke længere forstå dem hver for sig.
    De skal i stedet ses som dele af ét fælles system, hvor informationen først giver mening, når man betragter dem samlet.
    Det betyder, at informationen ikke ligger i de enkelte qubits, men i måden de hænger sammen på - noget konventionelle computere godt kan efterligne, men kun med stor beregningsmæssig indsats.
    Det er denne fælles beskrivelse, der gør kvantecomputere særligt velegnede til at håndtere komplekse systemer.
    Disse to egenskaber - superposition og sammenfiltring - gør det muligt for kvantecomputere at repræsentere information på måder, der ellers ville kræve helt urealistisk mange klassiske bits.
    Når man programmerer en kvantecomputer, arbejder man, ligesom i konventionel computing, med en veldefineret algoritme.
    Forskellen er, at algoritmen ikke beregner et svar trin for trin, men i stedet er designet til at styre sandsynligheder. Man kan tænke på beregningen som en proces, der gradvist skubber systemet i retning af de rigtige løsninger, mens de forkerte løsninger dæmpes.
    Undervejs kan man ikke "kigge med" og se delresultater, fordi det ville ødelægge de kvanteegenskaber (såsom superposition) som beregningen bygger på. Først til allersidst aflæses resultatet. Det kalder man en måling.
    Når vi måler qubitterne, "fryser" systemet - lidt som når man trykker pause i et spil - og beregningen giver ét konkret, klassisk resultat.
    Kvantecomputerens styrker viser sig kun i bestemte typer af problemer, hvor kvantemekanikkens særlige egenskaber kan udnyttes - og i mange andre tilfælde vil en konventionel computer fortsat være det bedste og mest...
    Show More Show Less
    9 mins
  • Hvornår er man fattig i Danmark?

    Hvornår er man fattig i Danmark?
    Dec 21 2025
    'Julen varer længe, koster mange penge,' synger vi i Peter Faber i Højt fra Træets grønne top.
    Julen er den dyreste tid på året for mange familier. Ovenpå gaveræs, flæskesteg og juletræ må budgettet på slankekur i januar.
    Vores læser Kathrine har bemærket et nyt initiativ i sit lokale shoppingcenter, hvor man kan tage en ønskeseddel fra et juletræ og købe en gave til et barn fra en familie, der ikke selv har råd.
    "Det synes jeg, er en virkelig fin idé, men det fik mig også til at tænke på, hvornår man er fattig i Danmark? Bare fordi man ikke har råd til julegaver til børnene, er man vel ikke fattig, eller hvad?" skriver hun til Videnskab.dk.
    For at besvare spørgsmålet har Videnskab.dk talt med Kia Ditlevsen, som er lektor ved Sektion for Forbrug, Bioetik og Regulering, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi og Maja Müller, som er lektor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde.
    Danmark har ikke en officiel fattigdomsgrænse, men det betyder ikke, at der ikke findes fattigdom i Danmark, fortæller Kia Ditlevsen, lektor ved Sektion for Forbrug, Bioetik og Regulering, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet.
    "I samfundsvidenskaben taler man om to typer fattigdom: relativ fattigdom og absolut fattigdom."
    Absolut fattigdom er, når man ikke har penge nok til de mest basale fornødenheder for at overleve såsom mad, rent vand, tøj og husly. I Danmark er denne type fattigdom mindre hyppig, og er oftest sammenkoblet med komplekse individuelle problemstillinger såsom hjemløshed, misbrug eller mentale udfordringer, forklarer Kia Ditlevsen
    I Danmark taler man i højere grad om relativ fattigdom. Her handler det ikke om overlevelse, men om, hvorvidt man har ressourcer nok til at kunne leve et liv, der opfattes som normalt i det samfund, man bor i.
    "Det handler om, hvorvidt man har råd til et værdigt og normalt liv. Det indebærer for eksempel at kunne spise sund mad og deltage i det sociale liv."
    Hun peger for eksempel på det at kunne holde børnefødselsdage, deltage i fællesmorgenmad på sit arbejde, gå til sport eller lignende.
    "Man er fattig i forhold til flertallet i sit eget land," siger Kia Ditlevsen.
    Ud fra den definition findes der fattigdom i Danmark.
    Relativ fattigdom måles ofte ud fra indkomst, fortæller Maja Müller, som er lektor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet.
    "Man ser på, om en person eller husstand har under halvdelen af medianindkomsten. Hvis man har det, betragtes man som relativt fattig."
    Men indkomst er langtfra den eneste måde at måle fattigdom på.
    En anden metode er den såkaldte afsavnsmetode. Her spørger man befolkningen, hvad, de mener, der skal til for at kunne deltage i samfundet, og undersøger derefter, om nogle mennesker undlader disse ting af økonomiske årsager.
    Det kan for eksempel være at kunne gå til læge, købe medicin, spise varieret mad eller få nye sko, når de gamle er slidt op.
    En tredje tilgang er budgetmetoden, hvor man beregner, hvad det koster at leve i Danmark på et absolut minimum, for eksempel ud fra priserne på mad, tandpasta og vaskemiddel, og vurderer, om folks indkomst rækker til det.
    Relativ fattigdom rammer ikke én bestemt type menneske, understreger Kia Ditlevsen. Sammen med kolleger har hun gennem dybdegående interviews undersøgt madvanerne i familier med lav indkomst - en gruppe, som var meget sammensat.
    "Der var både enlige forældre, mennesker på overførselsindkomster, personer med sygdom eller psykiske lidelser og også enkelte, som var i arbejde."
    Især enlige forældre med lav indkomst oplevede et konstant pres for at få økonomien til at hænge sammen. Mange var nødt til at planlægge deres forbrug minutiøst og basere indkøb på tilbud frem for ønsker.
    "Det gjaldt ikke kun mad, men også el, tøj og børnenes behov. Man skal hele tiden være flere skridt foran," fortæller hun.
    Maja Müller peger på, at børn er en særlig sårbar gruppe, når det gælder relativ fattigdom. Det går blandt andet ud over deres trivsel og skolegang.
    "D...
    Show More Show Less
    6 mins