Millioner af mennesker verden over har set videoen af Ahmed al-Ahmed, en 43-årig grønthandler, der lykkedes med at overmande en af gerningsmændene på Bondi Beach i Sydney.
En solstrålehistorie i mørket efter masseskyderiet, der ramte familier under fejring af en jødisk højtid.
En heroisk handling, der er blevet hyldet i hele verden.
Har du nogensinde tænkt over, hvad du selv ville gøre i en nødsituation, hvor andre er i fare?
I 1964 blev den 28-årige bartender Kitty Genovese voldtaget og stukket ned i New York.
37 mennesker var til stede uden at gøre noget, hed historien.
Folk var oprevede over mordet, og forskere satte i gang med at undersøge, hvorfor folk ikke gjorde noget gennem en række eksperimenter.
Forskerne konkluderede, at det afgørende var, hvor mange folk der var vidner til overgrebet. Jo flere der så det, jo mindre ville folk hjælpe.
Tilskuer-effekten kalder man det. At jo flere der er til stede, når vold sker, desto mindre er sandsynligheden for, at vi hver især griber ind.
Hvis kun en eller to personer ser et overfald, er der større sandsynlighed for, at de vil gøre noget, end hvis tre eller flere ser det, blev konklusionen fra forskerne.
Men siden er både forskningsforsøget og resultaterne blevet gennemhullet som en si, siger Marie Rosenkrantz Lindegaard. Hun er professor i sociologi ved Vrije Universiteit Amsterdam og har forsket i menneskers reaktion på vold i offentligheden i mere end et årti.
Forskerne, der udbredte tilskuer-effekten, gik nemlig ud fra en antagelse om, at folk ikke griber ind, baseret på Kitty Genovese-mordet, og lavede deres studier ud fra det.
Men politirapporten fra Kitty Genovese-mordet har sidenhen vist, hvad man ikke tog højde for i 1960'erne.
Selve voldtægten og mordet på Kitty Genovese foregik i en trappeopgang, der ikke nødvendigvis var synlig for de mennesker, der var til stede.
Der var også mange tilskuere, der troede, at de så et kærestepar skændes og gik af den grund ud fra, at det ikke var alvorligt nok til, at der skulle gribes ind.
Nyere forskning har fundet frem til andre konklusioner om vores opførsel, når vi er vidne til vold og fare.
Studier af farlige og aggressive situationer viser generelt, at antallet af tilskuere er ligegyldigt for, om folk griber ind, siger Marie Rosenkrantz Lindegaard.
Det afgørende er i stedet sociale relationer.
"Det absolut vigtigste er relationer og forbundethed med det sted eller de mennesker, som er involverede. Det har en effekt, som man inden for eksperimentel litteratur næsten ikke ville tro, er så stærk."
Et studie af 81 voldsepisoder i København mellem 2010 og 2012 via videooptagelser fra Københavns Politi viser, at man er 20 gange mere tilbøjelig til at gribe ind, hvis man har et kendskab til de involverede personer eller stedet, hvor det sker.
Følelsen af ansvar for at gribe ind stiger, hvis vold og overgreb sker lokalt i for eksempel supermarkedet eller på togstationen.
Forskere fik adgang til 219 overvågningsvideoer fra Amsterdam, Lancaster og Cape Town.
Marie Rosenkrantz Lindegaard har været med til at lave studiet, hvor forskere har analyseret de voldelige hændelser, for at se om folk griber ind og i hvilken grad.
Studiet konkluderede, at folk i 90 procent af tilfældene griber ind i situationer, hvor fare er på færde.
I mere ekstreme tilfælde, som røverier, griber folk ind i halvdelen af tilfældene.
"Der er forskel på, hvilken type vold vi har med at gøre, så det er selvfølgelig svært at generalisere, men det er faktisk overraskende mange, der griber ind, selv i livsfarlige situationer," siger Marie Rosenkrantz Lindegaard.
I 2017 var der en eksplosion i Londons undergrund. I en tid, hvor terrortruslen i London var høj, kunne man gå ud fra, at folk ville gå i panik.
Men et studie af 40 togpassagerers reaktion viste, at mange forholdt sig i ro, og at folk i stedet indtog forskellige roller af ansvar.
"Der er noget instinktivt, som foregår i de fleste mennesker i nødsituationer. De aflæser situationen og finder den rolle, der passe...
Show More
Show Less