I 1978 startede en gæstearbejder fra den tyrkiske provins Konya en halalslagter på Vesterbro. Hans navn var Ali Baba, og han havde da tilbragt ti år i Danmark med diverse ufaglærte småjobs, bl.a. som brolægger og kok. Ali Baba byggede forretningen op som den første halalslagter i København og gik først på pension i 2003, hvor han overdrog sin virksomhed til sønnen Yilmaz Secilmis. Siden har Yilmaz moderniseret butikken, udvidet varesortimentet og specialiseret sig i lam, kalv, kvie og kylling i mange slags udskæringer samt tips og tricks til tilberedning. I dag har Yilmaz tre ansatte, som han insisterer på at omtale som sin familie, ikke blot kolleger: »Jeg kan ikke lide ordet medarbejdere, vi deler så meget af tiden sammen, meget mere end tiden sammen med vores familie derhjemme, så vi ser faktisk på hinanden som en familie, der hjælper hinanden i gode og dårlige tider.«

Der er i dag tre halalslagtere på Vesterbro, mens der i resten af byen formentlig er omkring ti. Udgangspunktet for dem alle er, at de beder Gud om lov til at foretage den rituelle slagtning ved at skære halsen over på dyret efter at have sagt en bøn, hvorved det bliver tilladt (halal) at slagte dyret. Da Gud ifølge islam har skabt alle levende væsener, skal han også spørges om lov, når mennesker vælger at slå dyr ihjel.

Støttet af: Vesterbro Lokaludvalg og Politiken-Fonden

Fotograf: Ulf Svane
Poet: Claus Høxbroe
Klip: Amalia Bonne
Musik: Peter Danstrup
Tekst: Mathias Kobberrød Rasmussen

cpharchive.dk

instagram/cpharchive

ulfsvane.com

»KJOLER« står der med røde bogstaver over den lille oplyste butik midt på Nørrebro. »Vent lige lidt, jeg skal lige kaste et blik på mig selv i spejlet først.« Butiksindehaver Elinor Infred er lidt af en lokal celebrity og den butiksejer, der i længst tid har haft forretning på Nørrebro. Hun retter lidt på læbestiften og viser rundt i den hyggelige butik. Hun startede kjoleforretningen i 1964 – lige efter at hun havde spillet hovedrollen i den skandaleombruste erotiske film Villa Vennely. Det store honorar, hun fik for sin præstation, brugte hun til at købe butikken for, og samtidig bosatte hun sig også i de to baglokaler. »Jeg er bondepige fra Lolland. Jeg fik 800 breve efter filmen, hvor mange anbefalede mig at tage tilbage dertil.«

På samme tid mødte hun sin kommende mand, der ikke brød sig om, at hun kyssede andre mænd, og hun fortsatte derfor aldrig skuespillerkarrieren. I starten solgte hun kun kjoler i store størrelser, men har siden udvidet sortimentet til alle størrelser og henvendt et yngre publikum. I 1960’erne lå der hele otte små tøjbutikker i gaden. I dag er der få tilbage, ligesom klientellet også har ændret sig markant. Fra at være et traditionelt arbejderkvarter, er Nørrebro nu et multikulturelt nabolag med stor diversitet i beboersammensætningen.

Støttet af: Nørrebro Lokaludvalg og Politiken-Fonden

Fotograf: Ulf Svane
Poet: Claus Høxbroe
Klip: Amalia Bonne
Musik: Peter Danstrup
Tekst: Mathias Kobberrød Rasmussen

cpharchive.dk

instagram/cpharchive

ulfsvane.com

En lille oase gemmer sig under sporene ved Nørrebro Station. Engang tromlede de larmende godstog hen over forretningen, men i dag er det de mere støjsvage S-tog, der med en let susen anes i baggrunden. Dækkene står som perler på en snor, ligesom hans roser foran butikken er plejet i velfugtet muld. Intet er overladt til tilfældighederne. »Jeg kan godt lide at tegne,« siger den krimi- og kunstglade Henrik Aagreen Larsen, hvis bøger og tegninger ses i butikkens lille kontor.

Henrik er fjerde generation af dækmontører. Hans oldefar startede i sin tid forretningen på Frederiksberg, siden overtog hans farfar og flyttede til lokalerne lige op ad F-linjen ved Nørrebro Station, og derefter gik arven videre til Henriks far Finn. Siden 2007 har Henrik været alene om at føre familieerhvervet videre, da hans far gik bort. Han havde ellers svoret at finde en anden karrierevej, da han var ung og tog tre uddannelser, bl.a. som elinstallatør, og kortvarigt arbejdede på et ingeniørkontor. Men han endte altså alligevel med at montere dæk sammen med sin far: »Jeg plejer at sige, at jeg lige skulle hjælpe min far et par måneder, til jeg fandt et nyt ingeniørkontor, så jeg er mellem jobs på 25. år,« griner Henrik med sin karakteristiske og smittende latter. Forretningen har ligget her, lige siden biler var symbol på fremtiden, og der skulle gøres plads til nye veje og parkering, til i dag, hvor biler i stigende grad ønskes ud af byen. »Det er svært at drive forretning, når alle gaderne bliver lukket. Man kan ikke rigtig lide biler her i byen.«

Støttet af: Nørrebro Lokaludvalg og Politiken-Fonden

Fotograf: Ulf Svane
Poet: Claus Høxbroe
Klip: Amalia Bonne
Musik: Peter Danstrup
Tekst: Mathias Kobberrød Rasmussen

cpharchive.dk

instagram/cpharchive

ulfsvane.com

Siden 1989 har Lene Darlie Pedersen opbygget, hvad der formentlig er Danmarks største samling af barbiedukker. I alt består den af over 4000 dukker, næsten samtlige af dem er udstillet på hendes helt eget Barbiemuseum, der åbnede i 1994. Her er ingen faste åbningstider, men alle kan booke en omvisning og få en tur rundt på museet af Lene. Hun har arbejdet i en børneinstitution hele livet og bor selv i ejendommen ved Borups Allé, hvor museet ligger.

»Jeg har aldrig leget med Barbie. Jeg er for gammel. Men jeg samlede på gammelt legetøj og gik i en legetøjsklub, der hed Snurretoppen. Der var en, der samlede på Barbiedukker, og så tænkte jeg, at det var da meget sjovt. Og så har det taget lidt overhånd, kan du se,« forklarer Lene, mens hun viser rundt i det tætpakkede museum i to etager. Det er ikke til at se udefra, hvor de nedrullede persienner og den lukkede facade ikke gør meget væsen af sig. Kun et skilt på bygningen afslører, at der inde bag ved gemmer sig en samling ud over det sædvanlige.

Støttet af: Bispebjerg Lokaludvalg og Politiken-Fonden

Fotograf: Ulf Svane
Poet: Claus Høxbroe
Klip: Amalia Bonne
Musik: Peter Danstrup
Tekst: Mathias Kobberrød Rasmussen

cpharchive.dk

instagram/cpharchive

ulfsvane.com