Atomforsker blev det ikke til. Teater kunne også gøre det, fortæller Stig Jarl, gennem generationer lektor og teatervidenskabsmand på Københavns Universitet. Men Stig tog også fra første færd livtag med det teater, der både var det klassiske og det samtidige. Det skete på universitetet, hvor teaterstudierne som så mange andre fag var under stærk forandring. Men det skete ikke mindst med teatret ude i byen, på nye steder og i nye sammenhænge. Gruppeteater, intimscener som Fiolteatret, performances som dem, Solvognen fyldte Københavnske gader og medier med i 1970’erne. Det var en anden tid, hvor teatret blev politisk og satte rav i gaden – og i Magasin. Hør Stig berette om teatret og tidens gang dengang.

Teatret har flere stemmer end dem, vi hører fra scenen. Skjult ved scenen er af og til suffløren, der diskret hjælper ordene på vej, hvis skuespilleren har svært ved at få tungen på gled. Og bag scenen findes af og til en stemmecoach. En af dem er Klaus Møller, som er fast tilknyttet Det Kongelige Teater og underviser mange af Danmarks bedste skuespillere, musicalperformere og sangere. Hør ham fortælle sin fascinerende historie om vejen fra at være en tavs dreng, der ikke kunne sige sit eget navn, og skridt for skridt drage ind i teatrets og stemmens forunderlige verden. Og det med stemmen, dens brug og udfordringer, det rækker langt ud over teatrets verden – og det gør det ikke mindst via Klaus’ indsats og engagement.

”Onkel Vanja var en person, man troede fandtes, Kirsebærhaven var et sted”, siger Rosa Feigenberg, ”og Teenagerlove det var bare sådan et begreb”. Som lytteren vil fornemme er Rosa Feigenberg født ind i en teaterfamilie. Så det var ikke det, teenageren Rosa så for sig som vejen frem. Det blev det heldigvis alligevel. I stort set alle de roller, der findes i kulisserne: påklæder, regissør, rekvisitør og forestillingsleder. Gennem mange år på landevejen med turnéteatret Det Danske Teater, Grønnegårdsteatret og mange flere – og nu på Det Kongelige Teater. Hør hende fortælle om det nære i det daglige og det høje i kunsten – og om hvordan man er menneske i en broget branche som teatret.

”Det er meget sjovt, at efter at jeg er blevet ansat af dig som chef, der har jeg fået mere at sige end da vi var et kollektiv”. Sådan sagde skuespilleren Lisbeth Knopper til Peter Westphael, da han var blevet chef for Randers Egnsteater. Peter er autodidakt skuespiller og leder – og har været den kunstneriske drivkraft og leder af teatret i et kvart århundrede, der i dag – med hans egne ord – er et moderne scenekunstnerisk kulturhus med en masse forskellige aktiviteter, der har udspring i eller berøring med scenekunsten. I dag hedder det ’bare’ Randers Teater, men er et såkaldt §5-teater på finansloven og når faktisk længere ud både demografisk og i forhold til de forskellige aktiviteter. Hør Peter fortælle om, hvordan man ikke kan lave en forestilling for alle, men bygge et repertoire og et kulturelt teaterhus op, der rummer alle.

Teatret, samhørigheden og samskabelsen. Det oplevede Gitta Malling værdien af fra første færd som barn, når klassen fra Rødovre tog til Ishøj teater. Ikke så meget for forestillingerne, men for det samvær, der var med skuespillerne, mens madpakkerne blev spist bagefter. De værdier har hendes lange liv i teatret været båret af siden da. Gitta har været en kunstnerisk og organisatorisk drivkraft i dansk teater gennem årtier. Hun har været leder af Limfjordsteatret siden 2001 og bl.a. tidl. bestyrelsesleder hos Statens Kunstfond (2022-2024), foruden at hun resten af 2025 er leder af fondens projektstøtteudvalg for scenekunst. Teater er også socialpolitik, uddannelsespolitik og kulturpolitik. Kunst er også noget, der styrker virkelighedsevnen. ”Jeg tror aldrig jeg havde været så god en sygeplejerske” referer Gitta en af sine tidligere elever for, ”hvis ikke jeg havde haft drama, fordi jeg lærte at stå ved mig selv og være sammen med andre mennesker”.

På din maske skal jeg kende dig, sagde Blixen. Spørger man maskemageren, skuespilleren og teaterpædagogen Finn Hesselager er masken fyldt med magi og med virkelighed af en anden verden. På sit værksted i en nedlagt landejendom i Nørre Snede og i tilknytning til det berømte Vækstcentret. ”Hvem er det egentlig vi er?”. Det er det, skuespilleren har en større spirituel bevidsthed om. ”Skuespilleren spiller en rolle med sit eget jeg plus noget ekstra”. Og det er sådan noget, masken både kan give indlevelse i og udtryk for. Masken som noget både mere menneskeligt og mere alment end det, skuespilleren og personen bag masken er. Hør Finn fortælle om sit liv med maskerne og tankerne bag dem, fra sin tid på skuespillerskolen i Aarhus og som leder af børneteatret Filuren og til nu.

”Og så sagde min farmor: Åh, det barn er jo et geni! Hun må jo til balletten”, fortæller Lone Hertz. Ja, men sådan skulle det ikke gå. Til gengæld fik krigsbarnet Lone siden et langt og mangeartet liv i teatrets verden. Fra ung skuespiller, der spillede sammen med de helt store stjerner i tiden som Poul Reumert, Clara Pontoppidan, Ebbe Rode og Dirch Passer, til årene som teaterdirektør sammen med Malene Schwartz og siden som rektor for Statens Teaterskole i en tid, hvor det virkelig var usædvanligt, at kvinder kunne det, og hvor omverdenen i det hele taget ikke havde stor tillid til kvindeligt lederskab. Hør Lone fortælle om de tilskikkelser, teatret og livet har bragt hende og som hun har mødt med opløftet pande i med- og modvind. Og ikke mindst, hvad de erfaringer har givet hende i forståelsen af teatret som andet og mere end en kunstart, som en social aktivitet, der kunne fortjene en stærkere position i skolerne og styrke både de menneskelige og faglige relationer.

Hvad har CaféTeatret, Jytte Abildstrøms Riddersalen, mågerne Kaj og Børge fra Scanlines’ berømte tv-reklame fra 1990'erne (’Hej Kaj - Halløj Bøje’), Rasmus Klump og Cirkus Nemo med hinanden at gøre? Det hele peger hen på Paul Arne Kring, dukkemager, dukkespiller og meget andet. Kring er en af dansk teaters skjulte helte gennem et halvt århundrede. Engang skabte han også tegneserier, bl.a. om detektivforfatteren Bollette Hansen, bragt i Ekstra Bladet i 1980’erne. Han går måske en stor fremtid i møde som cartoonist, skrev Helsingør Dagblad om den 20-årige Kring i 1973. I mange år var han også tilknyttet Det Lille Teater og Marionetteatret i Kongens Have som netop dukkemager og dukkespiller. Hør ham fortælle om dukkespillets magi og historie og meget andet. Og så er han vild med Pink og Britney Spears – og hans helt private skjulte helte er fugleedderkopper!