På din maske skal jeg kende dig, sagde Blixen. Spørger man maskemageren, skuespilleren og teaterpædagogen Finn Hesselager er masken fyldt med magi og med virkelighed af en anden verden. På sit værksted i en nedlagt landejendom i Nørre Snede og i tilknytning til det berømte Vækstcentret. ”Hvem er det egentlig vi er?”. Det er det, skuespilleren har en større spirituel bevidsthed om. ”Skuespilleren spiller en rolle med sit eget jeg plus noget ekstra”. Og det er sådan noget, masken både kan give indlevelse i og udtryk for. Masken som noget både mere menneskeligt og mere alment end det, skuespilleren og personen bag masken er. Hør Finn fortælle om sit liv med maskerne og tankerne bag dem, fra sin tid på skuespillerskolen i Aarhus og som leder af børneteatret Filuren og til nu.

”Og så sagde min farmor: Åh, det barn er jo et geni! Hun må jo til balletten”, fortæller Lone Hertz. Ja, men sådan skulle det ikke gå. Til gengæld fik krigsbarnet Lone siden et langt og mangeartet liv i teatrets verden. Fra ung skuespiller, der spillede sammen med de helt store stjerner i tiden som Poul Reumert, Clara Pontoppidan, Ebbe Rode og Dirch Passer, til årene som teaterdirektør sammen med Malene Schwartz og siden som rektor for Statens Teaterskole i en tid, hvor det virkelig var usædvanligt, at kvinder kunne det, og hvor omverdenen i det hele taget ikke havde stor tillid til kvindeligt lederskab. Hør Lone fortælle om de tilskikkelser, teatret og livet har bragt hende og som hun har mødt med opløftet pande i med- og modvind. Og ikke mindst, hvad de erfaringer har givet hende i forståelsen af teatret som andet og mere end en kunstart, som en social aktivitet, der kunne fortjene en stærkere position i skolerne og styrke både de menneskelige og faglige relationer.

Hvad har CaféTeatret, Jytte Abildstrøms Riddersalen, mågerne Kaj og Børge fra Scanlines’ berømte tv-reklame fra 1990'erne (’Hej Kaj - Halløj Bøje’), Rasmus Klump og Cirkus Nemo med hinanden at gøre? Det hele peger hen på Paul Arne Kring, dukkemager, dukkespiller og meget andet. Kring er en af dansk teaters skjulte helte gennem et halvt århundrede. Engang skabte han også tegneserier, bl.a. om detektivforfatteren Bollette Hansen, bragt i Ekstra Bladet i 1980’erne. Han går måske en stor fremtid i møde som cartoonist, skrev Helsingør Dagblad om den 20-årige Kring i 1973. I mange år var han også tilknyttet Det Lille Teater og Marionetteatret i Kongens Have som netop dukkemager og dukkespiller. Hør ham fortælle om dukkespillets magi og historie og meget andet. Og så er han vild med Pink og Britney Spears – og hans helt private skjulte helte er fugleedderkopper!

”Jeg var 800-meterløber i 10-12 år af mit liv”, siger Kitt Johnson, ”så sporten var det, der fyldte det hele, og jeg vidste meget lidt om kunst og havde været meget lidt i teatret”. Det kom hun så eftertrykkeligt efter, fra hun var midt i tyverne. I dag er Kitt Johnsen en af Danmarks internationalt anerkendte performere og dansekoreografer, der bruger det fysiske udtryk og tilstedeværelse i konkrete rum på nye og overrumplende måder – i Danmark og rundt om i mange forskellige lande og altid i tæt samarbejde med andre kunstnere. ”Man er jo aldrig alene i det her!”. Tilbage i maj kuraterede hun en af sine spændende performancevandringer i ofte mere oversete byrum, kaldet Mellerum, denne gang på Amager vest. Og netop når denne podcast udsendes bidrager hun på Brigittines International Festival i Bruxelles med sin performance STIGMA. Hør Kitt fortælle om et spændende og anderledes liv i og med dans og teater.

”Jeg ville være balletdanser”, siger Jørgen Carlslund. Sådan gik det ikke, men det fortæller noget om, at ikke mindst teatrets verden er fyldt med mennesker, der er kommet snublende ind i det, der blev deres faglige skæbne. Jørgen Carlslund er som så mange andre i kunstens verden autodidakt og har i flere årtier først og fremmest været en kunstnerisk og organisatorisk drivkraft i udviklingen af dansk børneteater. Siden 2010 og indtil for nylig var han sammen med Marc van der Velden leder af børne- og ungdomsteatret ZeBu. Og før det var det Corona Danseteater, teatret Corona La Balance mv., foruden mange års ledende indsats i teatrets faglige organisationer. Hør ham fortælle om den lange rejse fra barndommen på landet med tv-teatret i sort-hvid gengivelse og ind gennem dansk børneteaters rivende udvikling gennem de seneste årtier.

”Det bizarre ved min historie ind i teatret er jo”, siger Line Knutzon, ”at jeg kommer fra en teaterfamilie, men det interesserede mig ikke”. Line Knutzon er prisbelønnet dramatiker og har været det på sin helt egen måde, siden hun debuterede i starten af 1990’erne med De usynlige venner i 1992 og ikke mindst Først bli’r man jo født i 1994. Hun beskriver sig selv mere som et lydmenneske end som et skrivemenneske. ”Og jeg vidste slet ikke der var noget, der hed dramatik”. Hør Line fortælle om sin egen kringlede vej ind i dramatikken og meningen med det hele – som også rummer den helt mærkværdige og pragtfulde forestilling Torben Toben fra 2000, et stykke samtidsabsurdistisk dramatik, der kan ses og høres mere om i udstillingen Teater til tiden, når Hofteatret åbner igen.

”Vi var seks instruktørstuderende, tre fra Europa og tre amerikanere”, siger Jens Svane Boutrup. ” Vi havde intet tilfælles og det, der var dejligt ved det, det var, at vi fandt jo så ud af, hvornår noget var godt og hvornår noget ikke var godt – og at det ikke havde noget med smag at gøre”. Jens har de seneste 16 år været leder af Bornholms Teater, et af Danmarks mange mindre egnsteatre, der giver teatret liv lokalt og regionalt. Hør Jens fortælle om det teater, der både blev en livsvej og en levevej. Det startede på Lolland i et stort hus fyldt med kostumer, der førte ham i retning af skuespilleriet og teatervidenskaben, og senere bragte ham videre til New York og instruktørvirket – og med udsynet i behold tilbage til dansk teater og Bornholm, hvis lokale historie med Jens’ indsats har fået scenisk liv som ikke før set.

”Der var ikke en af dem, der havde ti fingre på det tidspunkt”, fortæller Ruth Grønborg om dengang hun mødte de mennesker og det miljø, der viste hende vej ind i teatrets verden. Ruth er teatermaler på Aarhus Teater. Hun er en af dem, der arbejder bag og med kulisserne, og som har kæmpebeundring for de andre i teatret, for skuespillerne og instruktørerne. ”Sikke en masse snak, der er en gang imellem, hold da op!”. Hør hende fortælle bramfrit om et langt liv som teatermaler og som engageret aktør i en branche, der er præget af en unik, praktisk og visuel materialebevidsthed, men som også på godt og ondt er under forandring for alvor pga. den teknologiske udvikling. Og så kan hun i øvrigt allerbedst lide hørespil, især svenske hørespil.