Kan fotografiet stadig samle os i en splittet verden? cover art

Kan fotografiet stadig samle os i en splittet verden?

Kan fotografiet stadig samle os i en splittet verden?

Listen for free

View show details

About this listen

 Vi er i København, i december for præcis 68 år siden. Køen til Charlottenborg på Kongens Nytorv snegler sig helt ud til Nyhavn. Folk i tusindtal vil se den nyåbnede fotoudstilling 'The Family of Man (som på dansk hed 'Vi mennesker').
Udstillingen viste dokumentariske sort-hvide fotografier fra hele verden af menneskers grundvilkår gennem tilværelsen: fødsel, skolegang, familiedannelse, arbejde, leg, død, krig, sorg og håb.
På bagkant af Anden Verdenskrig og med truslen fra Den Kolde Krig ville den demonstrere, at menneskeheden trods alt var én stor familie.
'The Family of Man' blev den mest besøgte fotoudstilling i historien. Den turnerede verden rundt fra 1955 til 1963 og blev i den periode set af mere end ni millioner mennesker i 28 lande, heriblandt Danmark.
I dag lever vi (igen) med et nyt geopolitisk trusselsbillede. Hver dag flyder medierne og smartphonens feed over med billeder af krige og kriser, som rykker tættere på. Empatien slides af de mange krigsbilleder. Ukrainekrigen er på vej ind i sit femte år, mens følelsen af sammenhold i Europa og økonomisk såvel som humanitær solidaritet med Ukraine er under pres.
Har fotografiet en funktion på den baggrund? Kan fotografiet stadig minde os om det, vi deler?
Ja, er min påstand.
Ved at genbesøge modtagelsen af 'Vi mennesker' i København i disse dage for 68 år siden, bliver man mindet om, hvordan fotografiet er et fælles sprog, vi mennesker deler med hinanden. Og om at netop fotografiet kan skabe sammenhold og medmenneskelighed i svære tider.
'The Family of Man' bestod af 503 fotografier fra 68 lande, og udstillingen var udtænkt af direktøren for Museum of Modern Art i New York, fotografen Edward Steichen.
Han ville skabe et fotografisk epos, der kunne samle mennesker over hele verden i en insisteren på, hvad der forener os som mennesker fremfor det, der splitter. På tværs af kulturer og nationer. Verdens bedste dokumentarfotografer deltog.
Udstillingen var uhørt moderne designet for sin tid. For at gøre den så levende som muligt, var mange billeder utraditionelt ophængt; i loftet, lagt på gulvet, på stativer. Et foto af to gamle mennesker, der gynger, var ophængt i to lange kæder, så det selv kunne gynge.
Det var boghandleren Mogens Staffeldt og fotografen Bror Bernild, der havde sørget for at få udstillingen til Danmark. Den blev en kæmpe succes, og den blev lovprist af de danske anmeldere, der ikke var vant med fotoudstillinger - læs mere om anmeldelserne i boksen nedenfor.
Den globale blokdannelse mellem øst og vest, som havde tegnet sig efter Anden Verdenskrigs afslutning, var blevet en del af folks hverdag. Noget man levede med og ikke følte sig ansvarlig for.
Udstillingen mindede om, at det til syvende og sidst er mennesker, der står bag udviklingen, bag krig og undertrykkelse, og bærer ansvaret for historiens gang.
Også de unge, der var opvokset med mindet om kz-lejrene og i frygten for en kommende atomkrig, var anfægtede. Politiken udskrev en essaykonkurrence for unge i forbindelse med udstillingen. 550 sendte ind.
"Jeg har set, at vi alle er mennesker. At buskmanden elsker og sørger som jeg selv. At vi alle har samme rettigheder og pligter," skrev den dengang 14-årige Arne Herløv Petersen. Han vandt konkurrencen sammen med den to år ældre Erik Thygesen. Begge blev senere kendte forfatterprofiler.
Udstillingen blev til midt under Den Kolde Krig. Fronterne mellem 'dem' og 'os' var trukket hårdt op overalt i verden, så for Edward Steichen gjaldt det om at bygge bro.
Udstillingen forholdt sig ikke idylliserende eller negligerende over for krige og kriser. Den viste fattigdom, ensomhed og krigens ødelagte landskaber og menneskelige ofre fra Den amerikanske borgerkrig over Anden Verdenskrig til Koreakrigen.
Udstillingens eneste farvefotografi var stort og forestillede en atomprøvesprængning. Billedet havde en central placering på udstillingen.
Hele sidste sekvens var tilegnet børn over hele verden, som leger, griner og frydes ved sæbebobler, en stjernekaster eller den...
No reviews yet
In the spirit of reconciliation, Audible acknowledges the Traditional Custodians of country throughout Australia and their connections to land, sea and community. We pay our respect to their elders past and present and extend that respect to all Aboriginal and Torres Strait Islander peoples today.